Fotojournalist
Stine Schjøtler
Garageporten åbnes, og Rasmus triller langsomt rustvognen ud på vejen. Dagens arbejdsopgave starter ved kirkegårdskapellet ved Faaborg Kirke.
Han bakker op ad den smalle brostensbelagte vej, åbner bagsmækken og ruller rustvognens slædeudtræk ud.
Da Rasmus låser kapellet op og slår den tunge træport til side, mærker man straks kulden. Men selvom temperaturen er omkring frysepunktet, får sollyset, der blidt skinner ind ad de små vinduer, rummet til at føles varmere.
Rasmus trækker nænsomt det grå forhæng fra og tre hvide kister, der står lige så pænt på række, kommer til syne. Han tjekker grundigt navnene, som står skrevet på små papirlapper, der er klipset fast på låget. Efterfølgende kører han kisteliften til og løfter varsomt den kondensblanke kiste over på.
Rasmus placerer kisten bagi rustvognen, sætter sig igen bag rattet, tænder stjernehimlen i kisterummet og er nu klar til at køre til kirken, hvor ceremonien skal afholdes.
- I hverdagen, hvor alt kører på højtryk, forholder man sig slet ikke til livets afslutning. Det er først, når døden rammer en helt tæt på, at man bevæger sig ind i sorgens boble. Pludselig opstår der en parallelverden, hvor man kan kigge ud på vejen og se, at alle fortsat kører på arbejde, siger Rasmus reflekterende.
I situationer, hvor sorgen kan virke altoverskyggende, konkluderer Rasmus, at medmenneskelighed og empati er hans vigtigste arbejdsredskaber.
Når han kan give dem en kvalificeret tryghed og omsorg, og kan få dem til at tænke tilbage på de gode minder, kan han for alvor mærke, at han er med til at gøre en forskel.
