Fotojournalist
Stine Schjøtler

Flammerne, der blev drevet af den værste hedebølge i 30 år, slugte en tredjedel af landskabet på Grækenlands andenstørste ø, Evia. Skeletterne af skovens træer står tilbage, og sortsvedne huse fylder livløst bybilledet.
I de udbrændte områder kigger beboerne nu håbløsheden i øjnene, for brandene har haft livsændrende eftervirkninger, og hjælpen fra landets regering har været haltende.



76-årige Sofia Aggelopoulou har mistet sit hus i naturbrandene. Et hus hun havde haft i lidt over 10 år, og som var samlingspunktet for børn og børnebørn. For egne penge er de netop begyndt at rekonstruere huset.

- Mit hoved er stadig fyldt med røg. Jeg kan ikke sove om natten, for når jeg prøver at lukke mine øjne, ser jeg flammer, siger 56-årige Amalia, mens en stille tårestrøm siver ned ad hendes kinder.
Amalia Bloukidi står i den nedbrændte bygning, hvor hotellets tomandsværelser med panoramaudsigt plejede at være. Hun kigger fortabt ud over det forkullede landskab og kniber øjnene sammen i et kort sekund. Hendes ansigtsudtryk afspejler en tydelig frustration.
Vateri Guesthouse ligger lidt uden for byen Limni i den nordvestlige del af øen. Amalia har drevet hotellet med sin storebror Giorgos i 22 år, efter de overtog det fra forældrene. Hotellet ligger lysåbent i bjergene, hvor havudsigt og skov plejede at gå op i en højere enhed. Men nu er stemningen en helt anden. Nu er det næsten som om, at den brændte skov med sin uhygge overskygger den ellers smukke havudsigt.


Lyden af hårdtarbejdende motorsave er efterhånden en velkendt lyd i det nordlige Evia. 66-årige Vasilis Kallitsis er en af de mange skovhuggere, der siden slut august har arbejdet hårdt for at få fældet de brændte træer.
Stammerne bruger de til at bygge vandbarrikader af, da der ikke længere er rødder til at tage fra for regnvandet.


De grådige flammer vandrede også til bjerglandsbyen Kokkinomilia, hvor beboerne kæmpede en tabt kamp for at redde deres lille by.
- Hele landsbyen var uden elektricitet og vand, men der blev stadig ikke sendt brandbiler til vores by. Når vi forsøgte at ringe efter hjælp, blev vores opkald enten ikke besvaret, og hvis de gjorde, blev vi afvist, forklarer 47-årige Kiki Gerali med vrede i stemmen.
Hun står på byens højeste bakke, hvor man har fuldt overblik over den lille bjerglandsby. Det er stadig ikke gået op for hende, at byen nu er ændret for altid. Selv kirken, som blev anset som den lille landsbys vartegn, er efterladt i ruiner.


Han kommer tilbage med en A4 blok, hvori han har tegnet utallige tegninger. Han fremviser stolt en farverig tegning, med overskriften “Farming ideas of Kostas”. På den grønne mark går kaniner, høns og får, ligesom på det landbrug hans far havde. På stien kører en gul og grøn traktor.
- Jeg kunne godt tænke mig en traktor som denne. Det er en John Deere, og det er mit yndlingsmærke, fortæller Kostas ivrigt.
Han bladrer til den næste side, og her bliver tegningernes stemning en anden. Fra drømmende tegninger til tegninger af sorte træer og bjerge i flammer. Kostas var med til at slukke brandene sammen med sin far, og han forklarer, at tegningerne illustrerer dét, som han så.
- Jeg var ikke bange for ilden, men jeg er sur over, at alle mine ting er blevet taget fra mig, siger Kostas.
Han bladrer til en blank A4 side, finder sine farveblyanter frem og begynder at tegne endnu en John Deere traktor med græs omkring sig. Brandene har ikke sat en stopper for Kostas’ håb og fremtidsdrømme om grønne marker, frodige træer, traktorer og dyr.